Nobelprize.org
Nobel Prizes and Laureates


Nobel Prizes and Laureates

The Nobel Peace Prize 1908
Klas Pontus Arnoldson, Fredrik Bajer

Share this:

Nobel-foredrag

English
Norwegian

Nobel-foredrag holdt i Det Norske Nobelinstitut den 18de maj 1909

 

Fredsbevægelsens organisatjon

I7de maj, det var igår. Den store natjonale norske festdag. 18de maj, det er i dag. Den burde en gang blive en stor internatjonal festdag. Det er idag 10-årsdagen, siden den förste fredskonference blev åbnet i Haag. Jeg tager det som et godt varsel, at det blev mig tilladt af Nobelkomitéen at holde mit foredrag her netop på denne dag.

Der er ingen modsigelse i, at et folk viser sin stærke natjonalfölelse, og at det tillige söger at internatjonalisere sig, om jeg må bruge det udtryk, med de andre folk for at skabe god forståelse; thi det er fredssagens höjeste mål. Og det er det, som Alfred Nobel har udtrykt på sit modersmål således: Folkens förbrödrande». Det er ikke nok med at råbe: «Ned med våbnene», som for resten ikke er det samme som «bort med våbnene». Vi må tillige råbe: «Op med hjærterne!»

Det foredrag, som jeg skal holde, har jeg givet titelen: Fredsbevægelsens organisatjon. Min post har ikke nærmest været agitatorens, men snarere organisatorens. Mit arbejde har mere været bag kulisserne.

Jeg kunde måske have kaldt foredraget fredsværkets organisatjon. Men fredsværket, det er de resultater, som afsætter sig gennem fredsbevægelsen, og skulde jeg da i korthed udtrykke, hvad jeg forstår ved fredsværket, det, som hidtil er bygget op, så vilde jeg ligne det ved et hus på tre etager.

Den förste etage er fredsforeningernes. De holder sin årlige kongres: le congrès universel, som den kaldes, den internationale kongres. Den næste etage er det interparlamentariske forbund, som i regelen også holder et möde om året: den. interparlamentariske konference. Og endelig er den tredje etage, som forhåbenlig ikke bliver den sidste: den interguvernementale fredskonference. Det er måske mindre heldige udtryk, men det udtrykkes lettest på den måde: det er natjonerne, parlamenterne og regeringerne. Det er disse tre etager, som jeg nu skal betragte lidt nærmere.

Jeg kan bruge et andet billede, når jeg vil tale om fredsbevægelsen. Den ærede præsident har i sine indledningsord mindet om, at jeg er gammel militær, og jeg vil derfor bruge et militært billede. Det er som tre kolonner, der skal gå frem: den internatjonale, den interparlamentariske og den interguvernementale. Disse tre kolonner må holde forbindelse indbyrdes. Det duer ikke i krig, når man vil gå på egen hånd, om man end er nok så tapper; man må holde retning til höjre og til venstre; ellers får man ikke udrettet noget alvorligt. Denne forbindelse, denne organisatjon, er noget af det vigtigste, når man vil opnå resultater for fredsbevægelsen.

Jeg skal ikke komme nærmere ind på, hvilke forbindelser indbyrdes der her måtte kræves. Der har været forskellige forslag oppe. Der har flere gange af fredsvenner været ytret önske om, at der skulde tilvejebringes et foreningsbånd mellem alle så vel personer som institutjoner, der samarbejder for fredssagen. Man har således villet söge at få en fælles overordnet styrelse. Men jeg tror ikke, det vilde være heldigt. Jeg tror ikke, det er önskeligt at få et sådant fællesstyre. Det vilde næppe vise sig praktisk.

Da den internatjonale fredskongres i London skulde forberedes i 1890, studerede jeg dens program. Det var m ærkeligt nok på samme sted, jeg som kadet havde siddet i 1854. Herunder kom jeg til det resultat, at en sådan fælles overbestyrelse ikke var önskelig. Jeg vilde heller foreslå et bureau, noget lignende, som vi har i verdenspostforeningen. Mærkelig nok havde samme tanke været oppe tidligere, hvad jeg ikke vidste. Det var på verdenskongressen i Paris 1878, hvor gamle Charles Lemonnier forsvarede den tanke mod hele den övrige del af forsamlingen. De andre vilde have et fælles styre, men han holdt på, at der kun skulde være et bureau som fælles foreningsbånd. Jeg sögte at få tanken frem i London. Det mislykkedes; men jeg opgav ikke håbet. Jeg arbejdede videre, og jeg skal i korthed meddele, hvorledes det udviklede sig. Der blev på kongressen i Rom den 13 november 1891 stiftet et internatjonalt fredsbureau. Dette bureau var efter min tanke oprindelig bestemt til at være et slags midtpunkt for hele fredsbevægelsen, både et foreningsbånd mellem alle institutjoner og personer, som samvirker for fredssagen, og et sted, hvor man kunde få oplysninger. Men det viste sig straks, at den interparlamentariske konference, som blev holdt umiddelbart forinden, ikke vilde gå med på noget sådant. Den gik imidlertid, året efter, 1892 i Bern, ind på at få et interparlamentarisk bureau. Siden den tid har der været lidt rivninger; en slags dualisme har gjort sig gældende mellem det internatjonale og det interparlamentariske fredsarbejde. Men jeg tror, at det er i færd med at udjævne sig, og det bör udjævnes mer og mer; der bör finde samarbejde sted. De forslag, som vedtages på kongresserne, bör sendes til konferencerne, og kongresserne bör virke for nærmere at indarbejde i befolkningen og gennemföre de beslutninger, som er vedlaget på de interparlamentariske konferencer. Det var desuden önskeligt, om til dels de samme personer kunde være medlemmer både af det interparlamentariske Råd og af kommissjonen for Verdensfredsbureauet (således som jeg selv er det).

Jeg vil opholde mig et öjeblik ved den nederste etage - for at bruge det billede - fredsforeningerne, og opkaste det sporsmål: Bör de være politiske? Ja, og nej. Man kan sige begge dele. De skal være politiske, forsåvidt som fredssagen, ligesom alt hvad der angår staternes liv, også angår politik. Men de bör ikke være partipolitiske. Det er et bevis for, at en fredsforening kommer ind i et galt spor, når den lukker ude andre politiske partier, med hvilke man godt kan arbejde for de fleste af de opgaver, som fredssagen har. Lad så være, at man har sin egen mening i den indre politik! l den henseende kan de interparlamentariske grupper være et forbillede. Der mödes alle partipolitiske afskygninger. I Danmarks rigsdag er hele Folketinget uden undtagelse medlemmer af den interparlamentariske gruppe, og alle Landstingets medlemmer på 11 nær.

Nu har vi - jeg kommer atter med et militært billede - först rekruteringen, det er at få medlemmer ind i fredsforeningerne. Jeg kommer til at tænke på en gang for en hel del år siden. Der kom en ung mand til mig og sagde: Jeg har hort tale om denne Nobels fredspris; den vil jeg gærne have. Kan De sige mig, hvorledes jeg skal bære mig ad med det? - Med störste förnöjelse, sagde jeg, værsågod at tage plads, så skal jeg hjælpe Dem. Så sporte jeg: Er De medlem af fredsforeningen ? - Nej. - Ja, det er det förste skridt!

Når man har fået medlemmer ind i foreningen, gælder det at oplyse dem på bedste måde; ti der er meget at lære. Når man kommer ind i en sådan bevægelse, må man ikke tro, at man er klogere end de mange, som allerede længe har virket i den. Man skal oplyses. Så holder kredsene möder og årsmöder. Der holdes natjonale möder i de fleste lande, og der sendes repræsentanter til de årlige fredskongresser. Disse repræsentanter bliver da yderligere oplyst. De kommer tilbage og meddeler, hvad de har hört. På den måde sker der et gensidigt oplysningsarbejde.

Noget af det förste, som bureauet i Bern sögte at forberede, var en statistik over de eksisterende fredsforeninger. Men det er vanskeligt at kontrollere, hvorvidt disse foreninger nu virkelig er til, og det vilde ikke være ilde, om man en gang kunde få råd til at udnævne en generalinspektör, som kunde rejse omkring for at undersöge, hvilket mandskab man har tilstede af det, som står på papiret.

Propagandaen er noget, som særlig er fredsforeningernes sag. Det gælder om at få oplyst befolkningen i det hele taget og ikke mindst vælgerne. Vælgerne er det, som skal udnævne folkets repræsentanter, og det er disse igen, som skal ind i de interparlamentariske grupper, der danner det interparlamentariske forbund. Derfor har fredsforeningerne ofte ved valgene ladet sine medlemmer sporge dem, der stiller sig som kandidater, om de, hvis de bliver valgt, vil gå ind i den interparlamentariske gruppe. Nu tror jeg det snart ikke behoves mere, for nu går det af sig selv, ialfald i Danmark.

Med hensyn til oplysningsarbejdet skal jeg beröre spörsmålet om litteratur. Der er dem, som tror, at vi trænger til mere literatur, til en stor internatjonal forlagsforretning, til et stort fredsblad eller noget lignende: Jeg stiller mig lidt skeptisk overfor den tanke. Vi har allerede en fortræffelig fredsliteratur. Jeg kunde nævne en hel række fortræffelige tidsskrifter i England, Amerika, Frankrige og Tyskland, og så har vi til fællesbånd «La correspondance bi-mensuelle» med dets faktiske meddelelser, som udgives af fredsburauet i Bern. Nej, det er ikke det vi trænger så meget til. Men fredsskrifterne læses næsten kun af fredsvenner, og gör vel derved meget gavn, men det gælder at få dem i tale, som ikke hidtil er vundne for sagen. Hidtil har man altfor meget gjort, hvad franskmændene kalder «prêcher aux convertis», at præke for de omvendte. Vi skal nu særlig præke for dem, som endnu ikke er omvendte. Og i den henseende fik jeg for ikke længe siden en idé af den fugl, som heder gögen, kukkeren: den lægger sine æg i andre fugles reder. Jeg har derfor ansögt det danske justitsministerium om at måtte deponere en sum af 1000 kr. i Overformynderiet - det er det sikreste sted, hvor vi kan anbringe penge i Danmark - og renterne deraf skal tilfalde den, som i löbet af det forrige kalenderår i et offentligt blad eller tidsskrift har skrevet den efter en vis komités mening bedste artikel om fredssagen med et motto som f. eks, «folkens förbrödrande«. Disse artikler skulde altså sendes ind til den almindelige presse. Der ser De: for at få denne pris må vedkommende altså först få en redaktör til at optage afhandlingen. Komitéen, som skal bedomme artiklerne, får et mindre arbejde, når pressen först har måttet skille ud det, som der ikke kunde være tale om at bruge.

Dette er et forsög, som skal göres hos os i Danmark; og hvis det lykkes, håber jeg, at eksemplet bliver fulgt andensteds.

Der er en anden propaganda, som jeg vil kalde «adressebevægelsen». Jeg kalder det adressebevægelsen, da den går ud på at henvende sig til en eller anden höjere myndighed, som man vil öve indvirkning på. Men som gammel rigsdagsmand ved jeg, at det sjælden gör stor virkning. Der er mange parlamentsmedlemmer tilstede her, og de ved ligeså god besked som jeg om, at hvis man ikke er omvendt för, så skulde der meget til, om man blev det ved en sådan adressebevægelse. Men den gör især sin nytte ved den propaganda, som må til for at oberbevise dem, som skal underskrive adressen, om, at de virkelig bör göre det, og derved får man tillige uddannet et korps propagandörer, om jeg må bruge det udtryk. Men det gælder at finde det rette formål for en sådan adresse; det må være noget, som ikke ligger for fjærnt. Det må være noget, om hvilket de, som man henvender sig til, kan se, at det kan gennemföres inden en ikke altfor fjærn fremtid. Jeg vil nævne et eksempel. På sidste Haag-konference gjorde man et skridt fremad i retning af obligatorisk voldgift. Det vandt tilsidst for sig 32 stater, som stemte i den retning, og der blev fremsat den tanke - jeg tror, at den, som kom med den, er tilstede her - at man skulde få disse stater til at slutte sig sammen. Ellers kræves der jo på de diplomatiske konferencer enstemmighed; men her kunde ganske vist en hel del stater slutte sig sammen med fordel, og så kunde der senere komme flere til. Det var en opgave, mener jeg, for en adressebevægelse. Men den må kun rejses i stater, hvor man kan göre noget betydeligt ud af den; for en adressevægelse kræver som sin forudsætning en stærk organisatjon. Vi har i Danmark haft en sådan adressebevægelse et par gange, og vi fik over fjerdedelen af Danmarks befolkning, mænd og kvinder over 18 år, med. Men det kræver et overordentlig stort arbejde, og det kræver mange penge. Havde der ikke i forvejen været en udmærket organisatjon, havde det næppe lykkedes.

Jeg skal ganske kortelig beröre et andet middel: de gensidige internatjonale besög. Der har jo været sådanne besög, som har vist sig at være til megen nytte, især mellem England og Frankrige, og mellem England og Tyskland, - og skandinaverne har jo været nede i Paris for 5 år siden. Det er et meget kostbart middel, og jeg tror nok, jeg tör sige, at vel må alvor og gammen blandes sammen, men dog ikke altfor megen gammen. Der skal blandes noget mere alvor end hidtil deri; ellers tror jeg det ikke gör tilstrækkelig nytte. Det samme gælder også konferencerne i det hele taget og særlig de interparlamentariske konferencer, at de er tilbojelige til at udarte til at være, som jeg har sagt, mere turistmöder end juristmöder. Altid må man have for öje, at det er retten, som man skal sætte i magtens sted; det er retten, som man skal se at virke for. Man kan naturligtvis meget godt forene det nyttige med det behagelige; men der må være en vis balance, det ene må ikke få for megen overvægt over det andet.

Mod de interparlamentariske konferencer kan man ikke rette den samme bebrejdelse, som i höj grad gælder fredskongresserne: at man er lidet ökonomisk med tiden. Man begynder tit fredskongresserne med at behandle enkelte mindre vigtige spörsmål altfor udförlig, og tilsidst får man ikke tid til at tale om de allervigtigste spörsmål. Man kan se - og jeg har set det f.eks. på en kongres i Milano - at en ordförer har stået med en hel del forslag, ligesom man står med et spil kort i hånden, og sagt: De kan godt vedtage det altsammen uden forhandling, det er ganske ligefrem.

Det, som jeg lægger mest vægt på med hensyn til kongresser og i det hele taget sådanne möder - det er diskussjonerne. Det er derfor, folk kommer sammen: for at höre forskellige meninger; og det kommer slet ikke så meget an på beslutningerne. At læse en forhandling, hvor der er kommet frem udtalelser for og imod, i det hele kommet frem, hvad man kan sige om sagen fra forskellige synspunkter eller ny ideer om den - det er meget mere lærerigt end at læse en kort beslutning i sagens anledning. Man kan her lære noget af de svenske, for når der har været diskuteret uden at man er blevet enig, har de meget ofte endt med bare at votere: «Diskussionen är svar på frågan».

En ting, der i höj grad vanskeliggör arbejdet på kongresserne, er sprogforvirringen. På den forste verdensfredskongres i Paris 1889 begyndte vi alene med fransk. Men da vi var færdige med det förste möde, trådte englænderne sammen og forlangte, at alt skulde oversættes til engelsk. Men præsidenten Fr. Passy sagde, at det kunde man ikke gå ind på, for så kunde tyskerne forlange, at der også skulde oversættes til tysk o. s. v. Nu er man imidlertid kommet så langt, at der skal oversættes på fransk, hvis der tales på engelsk, og omvendt, og desuden på tysk, og gerne også på italiensk i Italien, og på esperanto vel også snart. Hvis alle forstod esperanto, så kunde man jo bruge det sprog overalt, men det er der vel længe til. Det forekommer mig, at man kunde finde delegerede til disse storre konferencer, som - om de end ikke kunde tale hovedsprogene - dog forstod dem, eller som havde venner ved sin side, som kunde sige dem, hvad der er det væsenligste. Ti det er ganske utroligt, hvor megen tid man ellers spilder. Jeg beder undskylde, at jeg kritiserer så meget; jeg önsker at benytte lejligheden, når jeg taler til en kreds, hvor jeg håber, at det, jeg siger, når ikke alene de tilstedeværende, men også videre ud.

Jeg glemte at sige, at på kongresserne besluttes tit altfor meget; men deres medlemmer udförer for lidet. Kongresserne har jo nu særlig taget fredsbureauet i Bern i brug. Dette bureau er ikke blevet, hvad jeg oprindelig önskede: et fælles bureau for alle, kongresser, konferencer o. s. v. Det er blevet et bureau særlig og næsten udelukkende for verdensfredskongresserne. Det gör i den henseende vistnok sin store nytte; men det kan dog ikke magte alt, hvad man önsker af det. Det er det tålmodige pakæsel, hvorpå man læsser alt muligt. Når man på en kongres ikke kan blive færdig med en sag, så henvises den til bureauet i Bern, og bureauet gör sin skyldighed såvidt muligt. Det sender forslagene ud til de forskellige institutjoner og personer, særlig f. eks. når det vedkommer udenrigspolitik, til udenrigsministrene. Jeg plejer altid at möde i Bern nogle dage, inden der skal være kommissjonsmöde, og gennemgå de for­ skellige indkomne sager, og det er morsomt at se, hvor mange udenrigsministre der har svaret. Det er ikke mange, som har sendt noget svar, og de har gærne indskrænket sig til at bevidne modtagelsen («accuser réception»). Der var kun en udenrigsminister, som sidst havde skrevet et virkelig smukt svar, som man fölte var frå en fredsven, og det var den norske udenrigsminister.

Den interparlamentariske konference bör efter min mening særlig rette sin opmærksomhed på, hvad der skal forberedes til den fölgende Haagkonference, den diplomatiske konference, regeringernes konference. Af den grund stillede jeg også ifjor i Berlin et forslag om, at man skulde danne en kommissjon i hver af de forskellige parlamentariske grupper, som skulde tåge for sig dels de spörsmål, som man havde önsket at se optagne, men som ikke var behandlet færdige på konferencen i Haag 1907, og dels ny spörsmål, som man mente at kunne få lost på den næste. Men jeg havde i mit stille sind en anelse om, at det ikke vilde lykkes, for parlamentarikerne har meget, næsten altfor meget at göre med sine egne sager, der bliver ikke megen tid til noget sådant. Jeg vilde dog stille forslaget alligevel for at vise, at der måtte tages fat på en anden måde. Og når det nu viser sig, at det ikke bliver gjort, så må virkelig regeringerne selv tage sagerne op. Der er, som der blev sagt på konferencen i Haag, så mange sager, som må studeres natjonalt, inden de med nytte kan studeres internatjonalt.

Jeg går dernæst over til at tale om den tredje etage, det er fredskonferencen i Haag. Der er jo en mængde mennesker, som der kommer sammen, for en stor del personer, som aldrig har set hinanden for. Jeg har lavet en statistik for den förste Haagkonferences vedkommende, og det viser sig, at der på den konference var 138 medlemmer, når alle med­regnes. Deraf var ikke mindre end 77 diplomater. Al mulig agtelse for diplomaterne, de kan være gode, udmærkede endogså; men man kan også få for meget af det gode, og jeg tror, at et mindre antal diplomater vil være gavnlig for de fremtidige konferencer. Så var der 36 officerer, 22 landofficerer og 14 söofficerer. Af egenlige politikere var der kun 13, og 12 var folkeretskyndige videnskabsmænd, deraf 6 medlemmer af «Institut de Droit international». Men når man gennemlæser forhandlingerne, finder man, at de sidste 25 var i grunden de, som bar læsset. Det var disse, som var præsidenter eller ordförere i de forskellige kommissjoner. Jeg har ikke nogen lignende statistik for den sidste Haagkonference, hvis forhandlinger ikke helt er udgivne endnu. Men jeg tror, at man der vilde komme til et lignende resultat. Jeg nævner dette, fordi jeg tror, at regeringerne for fremtiden vistnok burde sorge for en sådan sammensætning af Haagkonferencen, at udbyttet kunde blive större.

Så er der en ting, som Haagkonferencen mangler, men som fredsforeningerne og det interparlamentariske forbund har, nemlig et bureau. Den internatjonale voldgiftsdomstol i Haag har sit bureau, men konferencen har ikke noget bureau. Der er gjort opmærksom derpå af en tidligere Nobelpristager, nemlig dr. Gobat, som holdt sit foredrag her, såvidt jeg ved, 18de juli 1906. Den sidste Haagkonference har imidlertid været opmærksom på, at det vilde være önskeligt at få en sådan institutjon, som kunde forberede arbejdet bedre end hidtil. Og jeg forstår den beslutning, som blev taget i Haag således, at man anså det önskeligt, at man et par år, inden næste konference skal træde sammen, får i stand en sådan institutjon, som kunde göre et forberedende arbejde. Men der kommer man ind på en hel del vanskeligheder. Jeg tror, det skal vise sig, når man kommer så vidt, at der bliver sporsmål om, hvem der skal sætte maskineriet i gang. Der er ikke nogen enkelt regering, som er opfordret dertil. Og hvorledes skal den kommissjon sammensættes? Det er jo umuligt at fordre repræsentanter fra alle stater. Jeg tillader mig at antyde en måde, som jeg tror kunde bruges, og som jeg vil kalde med et schweizisk udtryk i «Vorort»-systemet; det består i at præsidiet går på omgang mellem staterne. Det vil naturligtvis være en udmærkelse for den stat, som får det först. Hidtil er det i grunden kun Rusland, som har haft præsidiet. Men det kunde da gå over til en anden stat, således at dens regering udnævnte en kommissjon, og sörgede for at få sagerne forberedte.

Noget sådant har vi allerede indfört i det nordiske interparlamentariske forbund, som blev stiftet sidste år. Dets råd, dets bestyrelse, vælges af de 3 skandinaviske grupper. Dette råd består af 9 personer. De 2 förste fra hvert land er præsidenten og vicepræsidenten i hver af de 3 grupper, og så er der som tredje medlem fra hver af dem et valgt medlem. Jeg har den ære at være valgt af den danske gruppe for 2 år. Da vi nu kom sammen i Köbenhavn 14de september ifjor for at konstituere rådet, blev vi altså enige om ikke at vælge nogen præsident for det hele, som mulig kunde genvælges atter og atter, men at bruge dette såkaldte «Vorort»-system. I år er det Sverige, som har forsædet og derfor sammenkalder delegeretmödet, som består ialt af 45, iberegnet de 3 gange 3, som jeg nævnte. De skal samles i Stockholm den 27de august - eller måske lidt senere - i år. Næste år er det Norge, som har præsidiet, og hvorledes mödet, hvad enten det bliver delegeretmöde eller konference, bliver ordnet, lægger vi i Deres egen hånd. Så er det det fölgende år 1911 Danmark, som får förerskabet, præsidiet, som bliver «Vorort». Noget lignende bruges i Schweiz, når kantonernes fredsforeninger holder sit fælles årsmöde. Det er snart den ene stat, snart den anden, som har forsædet: Bern, Neufchatel, Luzern o. s. v. Det går på omgang. På hvert årsmöde vælges «Vorort» for det fölgende år.

Inden jeg går videre i min omtale af Haagkonferencerne, vil jeg forudskikke en bemærkning om et udtryk, som ikke stammer fra mig, men som jeg har optaget efter en anden. Det er ordet «pacigérance» eller fredsförelse i modsætning til «belligérance» eller krigsförelse. Det er optaget frå en bekendt, udmærket belgisk forfatter, baron Descamps, som for tiden er Belgiens minister for videnskab og kunst, og som i 1898 skrev en fortræffelig bog, hvori han udviklede de retsregler, som må gælde mellem nevtrale og ikke nevtrale stater i krigstid, og det kalder han «pacigérat» eller «pacigérance». Men «pacigérat» må ifolge fransk sprogbygning betegne en tilstand, en retstilstand, hvorimod «pacigérance» må betegne en handling, en virksomhed, noget der skal föres, udrettes. Senere brugte Descamps ordet «pacigérat» alene om retstilstanden. Jeg sögte og fik da hans tilladelse til at låne ordet «pacigérance» for at bruge det i anden betydning. Krigförelse kender vi jo, men fredsförelse kender vi ikke, i alt fald mindre bevidst. Nu skulde den blive mer bevidst, og vi skulde rette staternes opmærksomhed på det at «före fred» med de andre stater; det skulde være en af de opgaver, hvorved vi söger at virke for fredssagen og i særdeleshed praktiskt anvende Haagkonferencernes resultater, og jeg er overbevist om, at dette arbejde vil tage fart mer og mer.

Vi har krigskunst, og vi har krigsvidenskab, og den er udformet til de mindste enkeltheder. Krigsförelsen er fortræffelig udviklet. Den kan snart ikke udformes yderligere. Ja, når der kommer noget nyt, som t. eks. luftsejladsen, straks bemægtiger krigsförelsen sig dette. Men derimod fredsförelsen som videnskab, som kunst, - det er noget, som kun er i sin begyndelse. Man kan påvise dens fremskridt, hvorledes den går mer og mer fremad, og der vil komme den tid, da der er særlige personer, som udelukkende tager sig af den og förer den videre. Der findes i de fleste stater en eller to krigsministre, af hvilke den ene er marineminister. Jeg vil på ingen måde afskaffe dem; sålænge retstilstanden mellem staterne ikke er bedre end nu, kan vi ikke godt undvære dem. Men jeg föler mig overbevist om - jeg drister mig endog til at være spåmand i så henseende - at den tid vil komme, da også en fredsminister bliver sat ind i statsrådene vid siden af krigsministrene.

Blandt disse opgaver, som skulde foreligge for fredsförelsen, «pacigérance», vil jeg komme tilbage til en allerede antydet: at få en overenskomst mellem de stater, hvis delegerede den 7de oktober 1907 i Haag stemte for obligatorisk voldgift.

Og jeg vil nævne en anden sag, som efter min mening kan föres videre. Alle, som har fulgt med i denne udvikling, ved, at der ifjor, den 23de april, tror jeg det var, besluttedes en såkaldt «entente» dels mellem Nordsömagterne og dels mellem Ostersömagterne, hvorved de garanterede hver andre sine kystområder. Men der findes i denne overenskomst en forunderlig bestemmelse, nemlig, at Nordsöen ender, hvor Ostersöen begynder. Men der siges ikke nærmere, hvor Nordsöen ender. Der er noget ubestemt deri, og jeg tror det var önskeligt at arbejde for at få disse to «ententer», den om Nordsöen og den om Ostersöen, til at indgå en nærmere forening. For det er noget nyt som bör göres, og det er at «traktatlægge», om jeg må bruge det udtryk, de vandveje - paa fransk kalder man dem «canaux interocéaniques» - som forbinder de to have: Nordsoen og Ostersöen, altså Sundet, Storebælt og Lillebælt. Det er jo klart, at med hensyn til sådanne vandveje trænges det, at man nærmere bestemmer, hvilke rettigheder og pligter der påligger dem, som benytter dem. Og for at gå frem ganske naturlig vil jeg sige: Lad os begynde med en vandvej t.eks. Kejser Wilhelmskanalen, Nord-Östersökanalen! Der er ingen tvivl om, at Tyskland alene råder over den. Går vi så til Lillebælt, tror jeg, det vil være naturligt at sige: det er såvel dansk som tysk kystområde, hvorfor Danmark og Tyskland må blive enige om, hvad der skal gælde om det. Og ifolge analogi må noget lignende være tilfældet med Sundet. Sundet er for resten allerede tildels traktatlagt, ved en traktat af 1857 (om sundtolden). Denne traktat - tror jeg - må fortolkes således, at den kun har hensyn til de handelspolitiske forhold, ikke de strategiske. Jeg tror, at den store folkeretslærer Blunt-Schli har ret, når han siger, at når to stater ved det åbne hav tillige har kystområder, som går ud over hinanden, da er de forpligtede til gensidig at stötte hinanden i krigstilfælde. Det vil have en overordentlig stor betydning og også beröre den danske indre politik, om man kunde få «traktatlagt», om jeg så må sige, Sundet således, at i tilfælde af krig mellem magterne uden- og indenfor Östersöen, skal Sundet være fredlyst som handelsvej; de krigsförende magters krigsskibe må ikke i krigstid passere ind i Sundet. De må henvises til Storebælt. Desuden kan store krigsskibe kun gå igennem der. De stikker så dybt, at de ikke kan passere Sundet. De mindre, som kan det, skiller sig ikke fra de store. I krigstid sejler man i eskadre. Det er altså intet offer at måtte gå gennem Storebælt, som er alfarvejen, hvorigennem både i fred og krig alle slags skibe bor kunne sejle. Ostersoen må ikke blive et «lukket hav». Ja, der ligger en hel del vanskelige og store spörsmål der bagved, og det er noget, som fortjener at undersöges og undersöges meget nöje. Jeg giver mig ingenlunde ud for at have fundet lösningen; men jeg tör sige, at jeg har talt med meget sagkyndige mænd derom, og de har været med på ideen om Sundets fredlysning for krigsförende magters krigsskibe i krigstid, så at Sundet også da kan forblive sikker handelsvej. Jeg har allerede 1887 skrevet en afhandling i den retning, som jeg vil nævne, næmlig i de danske söofficerers organ «Tidsskrift for Sövæsen». Jeg fik også et forslag derom vedtaget på verdensfredskongressen i Luzern i året 1905. Det er en af mine særlige yndlingstanker, og jeg har derfor ikke villet undlade at benytte denne lejlighed til at udtale dette. Jeg tror, at det har sin særlige betydning her. Om Norge end ligger noget fjærnt, kan det dog som söfarende natjon med sin store handelsflåde også have sin interesse af, at Sundet fredlyses i tilfælde af krig mellem magterne indenfor og udenfor Ostersöen.

Jeg vil endelig beröre et spörsmål, som er kommet frem fornylig i den danske rigsdag, men som i övrigt er gået temmelig ubemærket hen. 14 medlemmer af Folketinget - med hr. Sveisrup som ordförer - havde stillet et forslag om, at fredssagen skulde stöttes med et meget betydeligt pengebidrag. Der er nu meget få, som mener, at fredssagen aldeles ikke skal stottes med statsmidler. Det forekommer mig, at fredssagen tjener i den grad internatjonale politiske formål, formål, som også griber så stærkt ind i statens indre politik, at en stat bor udrede pengemidler til dens stötte. I den henseende tror jeg, at Norge har gået i spidsen ved alle­rede 1890 at bevilge rejseunderstottelse til sine delegerede ved de interparlamentariske konferencer. Danmark har også været rundhåndet i den senere tid. Men i dette, det nyeste tilfælde, var der ikke mindre end 1/4 milljon kroner, som blev foreslået bevilget. Det vakte en del forundring, men den nuværende danske konseljpræsident Neergaard stillede sig i grunden meget velvillig dertil, og sagde, at når det nærmere kunde bestemmes, hvortil man vilde bruge belöbet, skulde han ikke modsætte sig det. Han henviste nærmest til de interparlamentariske delegeretmöder i almindelighed, hvoraf altså vore nordiske er en del. Og jeg håber, at den sag også vil komme under forhandling der.

Det, jeg har kaldt «pacigérance», er jo en del af den större kulturkamp, som udvikler sig mer og mer: det er kulturkampen mellem retten og magten. Og i den henseende bör fredsvennerne mer og mer betone, at det er retten, de kæmper for. Det er temmelig almindeligt at sige, at traktater bryder man sig ikke om; når der bliver krig, slår man en streg over alle traktater. Det er en militaristisk opfatning, som fredsvennerne ikke bör tåle. Vi bor göre alt, hvad der står i vor magt for, at retstanken kan sejre.

Hvad der meget bidrager til, at begreberne forvirres, er den almindelige inddeling i stormagter og småstater. Ved en stormagt forstås en stat, som har mange indbyggere og har et stærkt udviklet militærvæsen, hær og flåde o. s. v. Det er noget lignende, som om man vilde mene, at en stor mand var en meget höj og svær mand. Men ved en stor mand forstår man dog nu en mand, som på grund af sin åndelige begavelse, sin karakter og övrige egenskaber fortjener at kaldes en stor mand, og som fölge deraf har den indflydelse, han udöver. Og på samme måde må det göres gældende, at det, vi endnu kalder en småstat, i virkeligheden er en stormagt, hvis den spiller en sådan rolle i kulturudviklingen, at den går i spidsen og udförer bedrifter i kampen for retten, så at den i den henseende overgår de såkaldte stormagter. –

Jeg tror ikke, jeg tör trætte mine ærede tilhörere meget længer. Jeg har berört en mængde punkter, og mange af dem er af den beskaffenhed, at der kunde holdes hele foredrag derover. Jeg vil bede Dem undskylde, at mit foredrag ligesom er faldet i stumper og stykker. Ganske vist har jeg trukket en röd tråd derigennem ved mit billede om de tre etager og de tre kolonner; men i ovrigt er det strotanker, som jeg må betegne som detaljer, og som kan synes meget underordnede for en stor del. I så henseende vil jeg minde om - idet jeg atter kommer tilbage til det militære - hvad den store feltherre Fredrik den 2den af Preussen sagde. Han yndede også at udtrykke sig i det franske sprog, og han sagde en gang, naturligvis i en anden forbindelse, om disse detaljer, at dem skulde man ikke kimse ad, dem skulde man lægge mærke til, dem skulde man udvikle, for de er de förste skridt til at vinde, når man vil gennemföre noget.

Aimez done ces d étails! Ils ne sont pas sans gloire.
Ce sont les premiers pas menant à la victoire.

Jeg må nu takke meget for den opmærksomhed, som er vist mig, og en særlig tak vil jeg rette til denne stats overhoved, som har beæret foredraget med sin nærværelse. Men sidst, ikke mindst - last not least - min tak til dem, som jeg skylder, at jeg står her idag på denne plads:

Det Norske Stortings Nobelkomité!

From Les Prix Nobel en 1908, Editor Carl Gustaf Santesson, [Nobel Foundation], Stockholm, 1909

 

Share this:
To cite this page
MLA style: "Fredrik Bajer - Nobel-foredrag: Fredsbevægelsens organisatjon". Nobelprize.org. Nobel Media AB 2014. Web. 28 Nov 2014. <http://www.nobelprize.org/nobel_prizes/peace/laureates/1908/bajer-lecture-no.html>

Recommended:

Disarm the world with the help of peace doves!

 

All you need to know about the Nobel Peace Prize!

 

Read more about the Nobel Peace Prize during the past century.